Jeg er selv usandsynlig konfliktsky, når det kommer til irriterende kolleger. I bedste strudse-stil stikker jeg hovedet i jorden, mens jeg inden i mig selv udgyder alverdens forbandelser over vedkommende og forestiller mig scenarier, hvor jeg konfronterer min kollega med den PERFEKTE skideballe.

Men hvorfor er det så forbandet svært at konfrontere den person på kontoret, som har overskredet din grænse?

I dagens Urban kan du læse, at unge medarbejdere har langt nemmere ved at gå ind i en konflikt og bruge energi på at løse den. Du kan også få en masse gode råd til, hvordan du håndterer din irriterende kollega:

http://www.e-pages.dk/urban/45/

Men jeg vil meget gerne høre DINE erfaringer om konflikter på arbejdspladsen. Hvordan håndterer du dem? Hvordan påvirker konflikterne dit arbejde? Og hvordan løser du dem?

Smid en kommentar og hjælp mig - og sikkert mange andre danskere - med at få trukket hovedet op af jorden!

Jeg har bedt Peter, som du kunne møde i Urban mandag i denne uge, fortælle om sin jobsamtale hos Ryanair i dag.
Peter er nyuddannet pilot og har med samtalen hos Ryanair fået sit livs chance. Læs her, hvordan det gik:

Sidder nu i STN lufthavn og er på vej hjem. Jeg kan se til bage på nogle hektiske dage, hvor der kom styr på referencer - som mildest talt var umulige at få fat i. Bilag, referencer, procedurer, faste håndtryg, gode råd fra Bodil, smil, og alle mine talenter er nu overdraget til Ryanair. Jeg vil få svar på, om det var tilstrækkeligt inden for en uges tid. Samtalen startede de med ‘og hvem er du så’ - og det var jo nærmest drømmespørgsmålet. Det gav mig chancen for at fortælle det, jeg gerne ville have, de skulle høre!
Der var mange tekniske spørgsmål, men jeg har på fornemmelsen, at det gik godt. De spurgte mig også, ‘hvorfor Ryanair?’ og ‘hvor vil du ha crew base’. (Red. Den by i Europa, hvor Peter gerne vil have base).
Der var ikke mange personlige spørgsmål, og jeg tror, jeg kom dem lidt i forkøbet og svarede på tingene, så de ikke skulle spørge (Bodil ved, om det er en go eller dårlig ting).
Jeg har på fornemmelsen, at de fik et godt indtryk. Simulatoren var lidt af en overraskelse, da det var min første gang på ‘full motion simulator’. Den reagerer meget anderledes, end den jeg har trænet i som var en ‘fixed base simulator’, men som tiden, gik blev jeg mere og mere vandt til dens måde at reagerer på. 

Jeg skriver igen, når Ryan ringer.

- Peter

Find svaret HER på bloggen i løbet af ugen, hvor Peter Vejbæk, som du kan møde i Urban i dag, har lovet at holde os opdateret på sin jobsamtale hos Ryanair i London.

http://payment.e-pages.dk/calendar/urban/

Peter er nyuddannet pilot og med en gæld på 700.000, som er prisen for hans uddannelse, og et mildest talt stillestående arbejdsmarked for piloter, er denne jobsamtale Peters helt store chance.

Urban parede ham i sidste uge op med karriererådgiver Bodil Damkjær, som skulle hjælpe ham med at blive fit for f(l)ight til samtalen i morgen, og du kan læste alle hendes gode råd i dagens artikel og flere her på bloggen. Bare hold øje med kommentarfeltet i løbet af de næste dage, hvor hun serverer endnu flere guldkorn.

“Vil du elske og ære hende og leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru indtil døden skiller jer ad?”

Tusindvis, hundredtusindvis, millioner af danske mænd har svaret ja til dette spørgsmål gennem tiderne, men når modgang kommer i form af en alt for lille månedlig løncheck til konen, kniber det med opbakningen fra de danske mænd.

Hvis du læste Urban denne mandag, vil du vide, at kun 10 procent af de danske mænd synes, at ligeløn er den vigtigste kamp at kæmpe lige nu på arbejdsmarkedet. De vil hellere have mere i løn, fleksible arbejdstider og miljørigtige arbejdspladser.

Det betyder, at den tredjedel af landets kvinder, der synes ligeløn er den vigtigste kamp på arbejdsmarkedet, står ret alene, når slaget skal kæmpes.  

Og der er i allerhøjeste grad noget at kæmpe for! For i Danmark er der ikke mindre end 17,7 procent forskel på mænd og kvinders løn (i gennemsnit).

Ifølge mandeforsker Kenneth Reinicke og fagforbundene HK og FOA er den manglende opbakning fra mændene ikke et tegn på, at de ikke synes, kvinder fortjener lige løn for lige arbejde.
De danske mænd ser simpelthen bare ikke ligeløn som deres kamp. De kender ikke til problemet. Tror ikke ulige løn eksisterer, fordi de ikke, i samme grad som de danske kvinder, arbejder som sygeplejersker, sosu-assistenter og pædagoger. Og det er netop inden for disse fag at lønningsposen ikke bliver fyldt tilstrækkeligt op i forhold til den uddannelse og arbejdsbyrde disse fag kræver.

Det er én forklaring… Har du andre bud på hvorfor, de danske mænd er så usolidariske, så smid gerne en kommentar. Det kunne især være forfriskende med lidt modangreb fra de mandelige bloggere. Hvor er jeres opbakning??

Hvis du er i tvivl, er det på tide at undersøge det!
Og det kan du passende gøre i Urban på mandag, hvor vi bringer et karriere-tema om den svære lønforhanling samt giver gode råd til, hvordan du finder ud af, hvad du er værd for din arbejdsplads i kroner og ører - og hvordan du øger din markedsværdi på længere sigt.

Jeg er i fuld gang med at skrive på temaet og har allerede fundet en masse kloge mennesker, som kan svare på de ovenstående spørgsmål.

Men jeg mangler dine gode råd - og ikke mindst erfaringer.
Fortæl om din første lønforhandling - uanset om den resulterede i en pæn lønseddel eller ej.

Dit gode råd eller din gode erfaring kan ende i Urban på mandag sammen med resten af temaet.

Så skriv løs!

Hvis du læste Urban mandag i denne uge, vil du vide, at næsten halvdelen af danskerne har svært ved at stille sig op og tale foran en forsamling. Og for mange bliver det en hæmning på deres job, når de skal præsentere deres resultater eller holde et oplæg for kolleger eller kunder.

Vi er et taleforskrækket land!

Er du en af dem, der får hjertebanken, svedige hænder og hukommelsessvigt, når du står og skal tale foran et publikum - eller har du på en eller anden måde overvundet din taleskræk, må du meget gerne smide en kommentar og dele ud af dine erfaringer og gode råd!

I går blev jeg kontaktet af Søren Marquardt Frederiksen, der er journalist, retoriker og underviser i taleskræk.

Han har skrevet flere bøger om retorik, og her er hans gode råd:

Sådan håndterer du nervøsitet

Inden du bliver nervøs

• Forberedelse skaber tryghed. Det er vigtigt, at du er grundig i din forberedelse, så du har styr på dit stof og ved, hvad du mener. Du skal have en klar påstand og stå inde for den.
• Lav en god begyndelse og en god slutning til talen. Det giver dig tryghed, at du ved, du starter godt og at dit budskab står stærkt til sidst.
• Manuskriptet skal være overskueligt. Skriv talen på halve A4-sider eller på nummererede kort. Understreg gerne nøgleord.
• Planlæg dit kropssprog. Forbered, hvordan du skal stå på talerstolen, og hvor megen gestik du skal bruge. Afstem det i forhold til antallet af tilhørere og deres holdning til emnet.
• Planlæg din stemmeføring. Afstem stemmen efter lokalet og antallet af tilhørere.
• Varm kroppen op. Nervøsitet kan fastlåse din krop og hindre din krop, din mimik og din stemme i at virke levende og naturlig. Sving med armene i lodrette cirkler eller fra side til side. Hop på stedet. Slap af. Rotér med skuldre og hoved. Grimassér med ansigtet. Åben munden helt op gentagne gange.
• Træk vejret. Dybe vejrtrækninger giver ro. Folk, der bliver nervøse, begynder let at hyperventilere, og trækker kun vejret i den øverste del af lungerne. Når det sker, bliver talehastigheden hakkende og forvirrende. Du skal trække vejret nede i maven. Ikke i det øverste af lungerne. Læg en hånd på maven, og mærk, hvordan maven hæver sig. Tag dybe vejrtrækninger, inden du går på, det beroliger. Bliver du nervøs på talerstolen, så læg en hånd på maven, og træk vejret ned.
• Acceptér din nervøsitet. Sig det eventuelt højt. Det er menneskeligt at være nervøs, især i starten. Det accepterer folk, bare du er velforberedt.

Når du holder din tale

• Få øjenkontakt med tilhørerne. Det er ikke en fjendtlig horde, men opmærksomme lyttere. Bliver du nervøs af at se folk i øjnene, så kig på deres pander. Kig rundt i lokalet, ikke kun på ét sted.
• Plant fødderne solidt på gulvet. Mærk, hvordan hele fodsålen har kontakt med gulvet. Spred benene lidt ud til siden, så du står solidt. Som på et skibsdæk. Bliv stående.
• Husk at holde korte pauser; det glemmer man let, når man bliver nervøs. Vær heller ikke bange for pauser. De opbygger spænding og intensitet.
• Undgå et lukket kropssprog med foldede arme eller hænder i lommerne. Hvis du ryster, så læg hænderne på kanten af talerstolen.
• Undskyld dig aldrig med, at du ikke er forberedt eller ikke er taler. Det skaber modvilje.
• Sig til dig selv, at du har forberedt dig så godt, du kan. Det kan godt være, at du kan gøre det bedre om et halvt år. Men lige nu har du gjort det så godt, du kan.

Nu er der kun tilbage at holde talen. Men sig også: Det er vigtigt, at mine tilhørere får det hér at vide. Tilhørerne skal mærke, at du vil dem noget vigtigt.

Godmandagmorgen…

Der har været stille på karrierebloggen, som har taget sig den frihed at holde en god juleferie.
Men nu er jeg vendt stærkt tilbage og glæder mig til at tage et nyt års karrierehistorier under kyndig behandling.

I dag kan du i Urban læse mit tema om de mange danskere, der ikke aner, hvad de i virkeligheden er allerdygtigst til og derfor ender i job, som de ikke er glade for - og heller ikke gode til.
Er du en af dem, kan jeg anbefale dig at skrive Soulaima Gouranis nye bog ‘Tag magten over din karriere’ på ønskelisten.

Men lad os denne mandag morgen ikke dvæle ved dagens tema, men i stedet se frem ad. Denne juleferie er nemlig  ikke kun gået med at spise and og lege pakkeleg.

Jeg har ideudviklet på en masse fede karrieretemaer til det nye år og håber på at få en masse god feedback og forhåbentlig bud på gode cases her på bloggen.

Ekspertkilder er der masser af til mine temaer, men udfordringen er altid at finde ham eller hende, der har oplevet det på egen krop.

Et kommende tema bliver for eksempel faren ved det digitale spor, vi sætter os på nettet. Jeg har ladet mig fortælle, at mange arbejdsgivere googler deres ansatte eller kandidater til nye stillinger inden en jobsamtale. Og hvad gør man så med alle de pinlige billeder fra sommerens festival, hvor vi ligger spritstive på en drømmeseng i mudderet?

Kan netop de billeder betyde, at vi ikke får drømmejobbet? Og er det okay?

Jeg vil meget gerne have kommentarer på netop det spørgsmål!

Og har du nogensinde oplevet at pinlige billeder, gamle hjemmesider eller kommentarer på nettet har haft negative konsekvenser for dig - også i forhold til karrieren? Så smid endelig en kommentar!

Torsdag i sidste uge bevægede jeg mig ind i no-womans-land – nærmere bestemt bygningen for fysik på Århus Universitet for at interviewe hønen i hanegården, Sascha Louring. Hun er 25 år, er ved at tage en ph.d. i nanoteknologi og er dermed en af de kvinder, som forfatter og IT-kommentator på Berlingske Business, Dorte Toft, meget gerne så flere af.

For Danmark mangler pige-nørder. På uddannelser som datalogi, ingeniør og på de naturvidenskabelige fag er piger en mangelvare. Og til den problemstilling har jeg i dag (mandag) dedikeret en side i Urban.

Hvis du bladrer op, vil du opdage, at Sascha Louring langt fra er den kiksede, bebumsede og hornbrille-bærende nano-nørd, som mange måske havde forestillet sig. Hun er en ganske almindelig 25-årig pige, som elsker at shoppe tøj og holde tøseaftener med veninderne.

Fordommene om de nørdede uddannelser – og de mennesker der vælger dem – skal væk. Ellers får vi aldrig piger til at gøre karriere inden for blandt andet IT og naturvidenskab.

For fordomme hindrer viden!

Dorte Toft (der er forfatter til en ny bog om manglen på pige-nørder - ’Lykkelig i Nørdland’):

”De tekniske fag har lavstatus i Danmark, mens fag inden for humaniora og samfundsvidenskab står højt på alles ønskeliste – især kvinders, fordi de gerne vil arbejde med mennesker og gøre en forskel. Og dermed bliver de tekniske fag usynlige og ukendte for kvinder.”

Nu tænker du sikkert: ’Jamen, skal piger ikke have lov at vælge de bløde uddannelser, hvis det er det, de har mest lyst til? Og drengene ikke have lov at vælge de tekniske, hvis det er det, de gerne vil?’

Ikke hvis – for pigernes vedkommende – at valget er baseret på uvidenhed og fordomme i forhold til, hvilke karrieremuligheder der er – for eksempel inden for IT-branchen.

Derudover er det heller ikke helt ligegyldigt, at nogle brancher stort set kun er besat af mænd.

Lone Frank (forfatter og videnskabsjournalist):

”Det ville kun være sundt, hvis vi fik flere kvinder ind i de tekniske erhverv. Kvinder har ofte en større social forståelse, og den slags er der især brug for, når det kommer til innovation, design og IT. Det er helt forkert, at fremtidens teknologi, som skal bruges af både mænd og kvinder, udelukkende bliver skabt af mænd.”

Men hvorfor er kvinder i dag så bange for at kaste sig over de tekniske brancher?

Ifølge Dorte Toft går det galt helt tilbage på de lyserøde pigeværelser:

”Vi taber dem allerede i barndommen. Der er gået fuldstændig lyserød inflation i den. Der er gået alt for meget prinsesse i pigeopdragelsen. Både far og mor undervurderer – lige som pigerne selv – deres intelligens. Undersøgelser viser, at forældre bruger langt mere tid på at hjælpe deres søn med matematiklektierne, end de bruger på døtrenes matematik. Og dermed begynder pigerne også selv at undervurdere deres egen intelligens. Og det er farligt, for de hårde tekniske fag kræver selvtillid. Det er ikke nok at være dygtig til matematik, man skal også have en stærk tror på, at man kan, for at blive til noget.”

Er pigenørder en mangelvare i Danmark? Og hvordan får vi flere af dem? Giv din mening til kende og smid en kommentar!

Jeg har netop solgt mit klædeskab over facebook. Jeg har fundet fede cases til mine karriere-artikler. Og tidligere på året jeg blev medlem af den helt rigtige facebookgruppe, som resulterede i 20 nye studiekammerater, da jeg tog et semester på et universitet i Sydney.

Men et job er det aldrig lykkes at finde på facebook. Jeg har godt nok heller aldrig forsøgt, men ifølge de kilder, fra blandt andet Jobcenter Århus og Ingeniørernes a-kasse, jeg interviewede til ugens Ung Karriere-tema i Urban, er facebook det helt rette sted at søge, hvis du mangler et job.

Så stausopdateringer, hvor du fortæller om weekendens brandert, skal skiftes ud med dit cv.

Selv a-kassen i 3F anbefaler medlemmer at forhøre sig blandt vennerne på nettet, hvis de står og mangler arbejde.

I den anledning vil jeg gerne opfordre til et lille eksperiment!
Er du jobsøgende eller jobskifte-trængende, så lav en statusopdatering, hvor du skriver, at du søger arbejde, og lad mig så vide, hvordan tilbagemeldingerne fra dine facebookvenner har været i løbet af ugen.
Gode - eller i det hele taget bare erfaringer med at søge job på facebook er også meget velkomne i kommentarfeltet.

Dagens tema om vigtigheden af et godt netværk på Urbans fantastiske Ung Karriere-sider har for mig personligt været et af de mere interessante at skrive.

For som journalist giver et godt netværk ikke kun adgang til de gode jobs – eller job i det hele taget. Det er også gennem netværket, at de gode historier kommer. Et godt kildenetværk er uvurderligt, men det tager langt tid at bygge op, og jeg er først lige begyndt.

Men hvor er det forbandet svært!

Det falder mig efterhånden enormt naturligt at prikke fremmede mennesker på skulderen og stille dem spørgsmål i et interview, så længe jeg er i sikkerhed bag min blog og kuglepen og har min titel som journalist at læne mig op af.

Men at gå hen til et fremmed menneske og smalltalke for at lære vedkommende at kende og gøre ham eller hende til en del af mit kildenetværk, synes jeg er voldsomt grænseoverskridende.

Men hvorfor? Hvorfor er det så forbandet svært til en LO konference at gå hen til en repræsentant fra 3F og sige ’Hej, jeg hedder Pernille Isaksen. Jeg skriver om karriere i Urban. Hvad arbejder du med?’
Vedkommende er garanteret sprængfyldt med gode historier og ikke mindst god viden, som kunne udmønte sig i en masse gode karriere-artikler.

Som kommunikationsrådgiver Birgitte Sally fortæller i dagens tema, er det afvisningen, vi frygter. At vores henvendelse irriterer den anden part – og at han afviser os.

Men prøv engang at vende billedet. Jeg ville da blive henrykt, hvis jeg på et kursus eller til en konference blev opsøgt af en person, som var oprigtig interesseret i at tale med mig, lære mig at kende og måske gøre mig til en del af hans eller hendes netværk, fordi jeg har en viden eller en kompetence, som den anden finder spændende.

Ville du ikke også det??

Derfor har jeg besluttet mig for, at det skal være slut med at gemme mig bag blokken og kuglepennen. Mit netværk skal ekspanderes langt ud over mine venner på facebook og kolleger på Urban.

Derfor vil jeg følge et råd, som journalist og can. phil. Simone Lemming Andersen gav mig, da jeg interviewede hende til dagens tema:

Hvis du er på et kursus eller til et arrangement med mange nye mennesker, så sæt dig for, at inden du tager hjem, skal du have talt med mindst tre personer, du ikke kender. Måske viser det sig, at en eller to af dem har nogle virkelig spændende kompetencer, som du kan gøre brug af i dit arbejde.

Og hvordan det nytårsforsæt kommer til at gå, vil jeg selvfølgelig holde jer opdateret på her på bloggen!